DE STORE BLENDS FRA SYDAFRIKA
Vinsmagning fredag den 15. september kl. 18-20 i Vinkunsten.
Line-up:
Cape Chamonix, White Reserve 2014
B Vintners, Harlem to Hope 2015
David & Nadia, David Aristargos 2014
Cape Chamonix, Troika 2013
Dalla Cia, Giorgio 2012
MR de Compostella 2014
Det er vine der står på egne ben og som slet ikke bliver nervøse i kampe mod klassiske blends fra Bordeaux og Rhône. Masser af stjernestøv og rave reviews. Det og meget mere fortæller vi om, mens der smages på sagerne.
Og selvfølgelig: Også denne gang er der håndlavet mad i tapas-størrelse, der matcher de enkelte vine i denne flotte vinsmagning.
Pris 300 pp. Hver billet udløser et gavekort på kr. 200, der på aftenen kan bruges ved køb af 6 fl. vin efter eget valg (i hele butikken).
Begrænset antal pladser. Husk tilmelding: info@vinkunsten.dk. Først til mølle…
Ser meget frem til at præsentere en række sydafrikanske topvine, en hyggelig aften – og en ikke alt for nørdet vinsnak … ift. sidstnævnte lige et PS nedenfor for at tage toppen hos de ivrige 🙂
Thomas?
PS: Kort om enkeltdrue vin og blends: Topproducenter i Sydafrika fokuserer mere end i andre lande på vine fra enkeltdruer (dernede også kaldet “single varietal wine”). Så en sydafrikansk Syrah er lavet på Syrah druer og en Grenache Noir på Grenache Noir druer – og det står på etiketten, hvilken drue vinen er lavet på. Når man skal vælge vin til mad, behøver man derfor ikke med sydafrikanske vine at kende de enkelte regioners appellationer. Et eksempel er de forskellige AOC’er i fx. Rhône, hvor måske ikke alle ved at en vin fra det Nordlige Rhône (hvor der står fx “Côte Rôtie” på etiketten) er lavet på Syrah, og derfor har tydelige noter af krydderi og power – og en rødvin fra det Sydlige Rhône (hvor det står fx Châteauneuf du Pape på etiketten) primært er lavet på Grenache Noir, og derfor har tydelige noter af røde bær og urter.
Med blends, altså vine lavet på flere druesorter, kan det være lidt mere kompliceret. Vi skal smage på en rød blend der i druesammensætning følger foreskifterne for de klassiske producenter på venstre bred i Bordeaux (med Cabernet Sauvignon som den dominerende drue). Vi skal også smage en rød blend, der mere følger druesammensætningen i “new school Bordeaux” på den højre bred (hvor Cabernet Franc og Merlot dominerer). Altså forskellige druesammensætninger, der giver forskellige noter og smage, og derfor matches bedst af forskellige typer mad.